Nyheder
Årets afkast er mærket af corona
15. januar 2021
2020 har også investeringsmæssigt været et usædvanligt år, og corona har sat et tydeligt aftryk på årets afkast, som samlet set er landet på 2,3 pct. Depotrenten for 2021 er 1,5 pct.
Efter et år med global sundhedskrise og økonomisk uvejr, som bød på både store kursfald og stigninger på investeringsmarkederne, landede pensionskassens investeringsafkast for året 2020 samlet set på 2,3 pct.
”Vi må konstatere, at 2020 også investeringsmæssigt har været et helt usædvanligt år. Vores portefølje har været sammensat på en måde, der ramte os på den korte bane, da aktiemarkederne dykkede i foråret, og gav et meget utilfredsstillende afkast. Især i november og december blev afkastet væsentligt forbedret, og udviklingen er foreløbig fortsat ind i det nye år,” forklarer Henrik Olejasz Larsen, der er investeringsdirektør i Sampension-fællesskabet.
Forårets negative afkast blev forværret af en overvægt af value-aktier i den globale portefølje af børsnoterede aktier og emerging markets-aktier.
I 2020 steg prisen på vækst-aktier endnu mere, og modsat faldt den på value-aktierne. Det er ikke ualmindeligt, at vækst- og value-aktier stiger og falder i forhold til hinanden, men i løbet af 2020 var forskellen i afkast oppe på omkring 30 pct.
”Det er en uhørt stor forskel, som aldrig er blevet set før, og selv små forskelle i pensionsselskabernes aktiebeholdninger ved indgangen til 2020 gav store forskelle i pensionsselskaberne aktieafkast i specielt første halvår af 2020,” forklarer Henrik Olejasz Larsen.
For hele 2020 kom det bedste afkast i pensionskassen fra skov, private equity og hedgefonde.
”Pensionskassens skovinvestering i Oregon har givet et pænt afkast i 2020 og de børsnoterede, svenske skovaktier, som Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger ejer en del af, har givet helt op til 57 pct. i afkast,” siger Henrik Olejasz Larsen.
Pensionskassens bestyrelse har fastsat depotrenten for 2021 til 1,5 pct.