Nyheder


Den personlige pension står højt på dagsordenen

20. august 2018

Medlemmerne af Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger er meget aktive, når det gælder rådgivning om pension

Langt de fleste af de godt 10.000 medlemmer af Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger søger regelmæssigt rådgivning om deres pension eller tjekker deres pensionsforhold hos pensionskassen, viser de seneste tal pensionskassen.

Mere end hvert fjerde medlem logger årligt ind på pjdpension.dk og får selvbetjeningsrådgivning, og næsten 4.000 tager telefonen og får rådgivning ad den vej. Hjemmesiden har årligt knap 40.000 besøg fra pensionskassens medlemmer.

I det hele taget er medlemmerne godt tilfredse med den information, de får, og som de kan opsøge hos pensionskassen. Medlemmerne er især tilfredse med, at de ”altid kan få personlig rådgivning om min pension”, at Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger ”informerer, så det er til at forstå”, og at ”hjemmesiden er overskuelig og let forståelig”.

Mange jordbrugsakademikere og dyrlæger går i øvrigt senere på pension end de fleste andre lønmodtagere. Mere end hver tredje arbejder videre, når de fylder 65 år, og over ti procent fortsætter med at arbejde, efter deres 70 års fødselsdag.