Nyheder


Mange ældre i nyt job skal være opmærksomme på pensionen

Markant flere danskere er startet i nyt job de seneste år, og det gælder særligt personer over 55 år, viser nye tal. Og den store gruppe af nyansatte ældre har ekstra god grund til at tjekke pensionen, lyder det fra Sampension-fællesskabet.

15. marts 2023

Antallet af danskere, der er startet i nyt job, er steget markant de seneste år. Og det gælder særligt blandt de ældre. Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), som Sampension-fællesskabet har analyseret.

I de første 11 måneder af 2022 var jobomsætningen – et mål for, hvor mange der starter i nyt job – på 101.720 blandt personer over 55 år herhjemme. Det er rekordhøjt og en stigning på 37 pct. de sidste fem år. Blandt personer under 55 år er jobomsætningen steget med 17 pct. i samme periode.

”Vi har et meget fleksibelt arbejdsmarked, hvor der generelt er gode muligheder for at finde nyt job. Derfor er jobomsætningen også høj, hvilket selvfølgelig ikke mindst gælder i perioder som i 2022 med fuld fart på arbejdsmarkedet. At det er blandt de ældre, at vi har set den største stigning i antallet, der får nyt arbejde, er bemærkelsesværdigt, og det kan bl.a. være et udtryk for, at mange har lyst til og mulighed for at prøve kræfter med noget nyt, selvom de er oppe i årene,” siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension-fællesskabet.

Hun peger på, at de ældre har særligt god grund til at være opmærksomme på pensionen, når de starter i nyt job.

”Der er forskel på, hvornår man kan få sin pension udbetalt, afhængig af hvornår den er oprettet. Gamle pensionsordninger kan man typisk tage hul på flere år før en ordning, der oprettes i dag, f.eks. i forbindelse med at man får et nyt arbejde. Ældre vil i højere grad have pensionsordninger med ret til tidlig udbetaling, men hvis de ikke er opmærksomme, når de begynder på et nyt job, risikerer de at miste disse rettigheder,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Pensionsordninger, der er oprettet efter 1. januar 2018, kan blive udbetalt tre år før folkepensionsalderen. For ordninger oprettet før 2018 kan udbetaling startes fem år før folkepensionsalderen, og pensionsordninger oprettet før 1. maj 2007 kan udbetales, når man fylder 60 år.

”Mange danskere ønsker at have muligheden for at trække sig tidligt fra arbejdsmarkedet. Det kan udbetalinger fra pensionsordningen bidrage til, og det gælder særligt de gamle ordninger. Derfor har den store gruppe af nyansatte ældre god grund til at undersøge, om de har pensioner fra tidligere med gunstige udbetalingsrettigheder, og om de i givet fald kan flytte disse rettigheder med sig, hvis de har fået en ny ordning ifm. deres nye job,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Hun tilføjer, at man i to tilfælde kan overføre en pensionsordning med tidlig udbetalingsalder til en ordning med højere udbetalingsalder.

Hvis man f.eks. ifm. et jobskifte har fået en ny pensionsordning, som kan udbetales tre år før pensionsalderen, og man desuden har en pensionsordning fra tidligere, som kan udbetales, når man fylder 60 år, så kan man overføre denne tidlige udbetalingsalder til den nye ordning, hvis det sker inden for tre år efter jobskiftet. Herudover kan man også overføre en pensionsordning med en tidligere udbetalingsalder til en ny ordning med højere udbetalingsalder, hvis det sker, samtidig med at den nye ordning oprettes.