Nyheder
Ny investering i boliger i Vallensbæk
Med en investering i en ny boligejendom med 65 lejeboliger i Vallensbæk øger Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger nu sine boliginvesteringer.
22. februar 2023
Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger udbygger nu sin portefølje af investeringer i boligejendomme. Det sker med en investering i et projekt med udvikling af 65 nye lejeboliger i Vallensbæk.
Boligerne opføres i udviklingsområdet Amalieparken, som er en del af byudviklingen af det tidligere industrikvarter omkring Nordisk Simplex, og som i dag fremstår som et stort og moderne boligområde med grønne arealer, legepladser og gode parkeringsmuligheder.
Boligejendommen vil omfatte 65 nyopførte lejeboliger og har et samlet areal på ca. 5.500 m2.
”Vi har betydeligt fokus på løbende at udbygge vores portefølje af direkte ejede ejendomme med moderne og velbeliggende boligejendomme. Her passer investeringen i Vallensbæk rigtig godt ind, da der er tale om en attraktiv boligejendom, som bliver opført i et veletableret boligområde med dokumenteret lejeefterspørgsel. Derfor forventer vi, at investeringen vil give et fornuftigt afkast,” siger Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur.
Bæredygtighed i top med guld-certificering
Boligerne forventes at opnå guld i bæredygtighedscertificeringen DGNB.
”At bæredygtighedscertificeringen kommer til at være i top i de kommende boliger, lægger vi stor vægt på. For det er naturligvis vigtigt for os som ansvarlig investor, at vores investeringer generelt arbejder til gavn for klimaet. Og samtidig er optimering af bæredygtighedscertificeringen for vores nybyggede ejendomme for os at se også vejen til at skabe de bedst mulige afkast over tid,” siger Torbjørn Lange.
Boligprojektet i Vallensbæk er en del af samarbejdet med Scandinavian Property Development (SPD), hvor SPD udvikler og opfører projekter på vegne af Sampension-fællesskabet. Som led i samarbejdet har SPD tidligere udviklet et friplejehjem i Valby og seniorboliger i Frederikssund og er i øjeblikket i gang med at opføre et friplejehjem og seniorboliger i Slagelse.
”Vi er utroligt glade for at kunne fortsætte vores samarbejde med et solidt boligprojekt i Vallensbæk. Området har en unik infrastruktur og stort udbud af fritidsaktiviteter og er derfor særdeles velegnet for familier, som ønsker at bosætte sig omkring København,” siger Niclas Thorsbrenner, partner i SPD.
Byggeriet i Vallensbæk er netop igangsat, og boligerne forventes at stå klar til indflytning i maj 2024.