Nyheder
Rekordstor interesse for pension i 2020
8. januar 2021
Et turbulent 2020 skabte stor bekymring hos danske pensionsopsparere. I Sampension-fællesskabet loggede kunder og medlemmer i årets løb ind mere end en halv mio. gange for at tjekke deres pensionsordning.
Trafikken på hjemmesiderne i Sampension-fællesskabet, som består af Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger, Sampension Liv, Arkitekternes Pensionskasse samt ISP Pension, har sat rekord i 2020.
Mere end 500.000 gange har kunder og medlemmer logget sig ind for at se deres personlige pensionsoplysninger. Det er en stigning på 30 pct. i forhold til året før, og antallet af besøg på hjemmesiderne er tæt på en million.
Samtidig modtog pensionsrådgiverne 16 pct. flere telefonopkald end året før, og fællesskabets nye pensionsapp blev downloadet af 26.000 kunder og medlemmer.
”Det er glædeligt, at 500.000 har logget sig ind på hjemmesiderne, og at så mange har hentet appen. En af årsagerne til den øgede interesse, nemlig de finansielle udsving på grund af covid-19, er trist, men interessen glædelig, fordi rigtig mange medlemmer har forholdt sig til deres pension. Mange danskere kan få meget mere ud af deres pension, hvis de bruger lidt tid på at se deres ordning igennem,” siger Ole B. Tønnesen, der er kundedirektør i Sampension-fællesskabet.
Tendensen ses også i trafikken på pensionsinfo.dk, der i 2020 steg til godt 4,5 mio. besøg – en stigning på ca. 7,1 pct.
Lovgivning har øget interessen
En anden årsag til den øgede interesse for pension er lovændringerne om højere pensionsalder og ret til tidlig pension, der igennem året blev debatteret og som blev vedtaget få dage inden jul.
”I år har debatten om retten til tidlig pension fyldt meget frem mod vedtagelsen i Folketinget før jul. Sammen med regeringens plan om at hæve folkepensionsalderen til 69 år har det formodentlig drevet interessen for pension blandt mange danskere,” siger han.
Uroen på de finansielle markeder fik især i foråret også mange bekymrede medlemmer til at besøge hjemmesiderne eller ringe til pensionskassens rådgivere.
Nedlukning havde stor betydning
Nedlukningen som følge af covid-19 pandemien har også haft en stor betydning, påpeger Ole B. Tønnesen.
”Vores rådgivere har bemærket, at mange medlemmer har brugt tid på at sætte sig ind i deres pension, mens de har arbejdet hjemmefra, og kontaktet os. Det håber jeg vil fortsætte, for det er meget vigtigt, at man sparer tilpas meget op til pension og samtidig har de forsikringsdækninger, der er behov for,” siger Ole B. Tønnesen.