Nyheder


Stort plus for pensionsopsparerne i første kvartal

9. april 2019

Afkastet hos medlemmer af Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger er steget markant i forhold til sidste år efter det bedste første kvartal på aktiemarkederne i mere end 20 år.

Ved udgangen af marts var afkastet i gennemsnitsrente for medlemmerne hos Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger på 5,5 pct., hvilket er en markant stigning i forhold til 2018, hvor det samlede afkast endte på -2,3 pct.

For kunder i Sampension-fællesskabet, der sparer op i markedsrente, er afkastet helt op mod 10,1 pct. i årets første kvartal.

”Første kvartal af 2019 har været det bedste kvartal på aktiemarkederne i ti år og det bedste første kvartal i mere end 20 år. Det betyder, at knap to års normalt aktieafkast kan bogføres på bare tre måneder,” forklarer Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension.

Aktiemarkederne skød året i gang med forrygende stigninger, som er fortsat frem til nu. Samtidig er væksttempoet i den globale økonomi gået ned i gear, og den kombination udgør en ikke uvæsentlig risiko for aktiemarkederne, advarer han.

”Det er sjældent, aktierne oplever så stærkt et kvartal uden et markant opsving i den økonomiske aktivitet, men det vi ser her er, at væksttempoet er gået ned i gear – og det med en hastighed, der har overrasket de fleste negativt. Det efterlader os i en situation, hvor optimisme i aktiekurserne er lige rigeligt stor. Det er også bemærkelsesværdigt, at renterne samtidig er faldet. Det betyder, at risikoen for kursfald er forøget. Derfor har vi i Sampension reduceret aktieeksponeringen for vores kunder efter at have haft pænt med risiko siden nytår.” forklarer Henrik Olejasz Larsen.