Nyheder
Trods tårnhøj inflation vil hver 9. indbetale ekstra til pensionen inden nytår
Selvom inflationen herhjemme er den højeste i 40 år, planlægger hver 9. dansker at sætte ekstra penge ind på pensionsopsparingen inden nytår. Det viser en ny undersøgelse blandt ca. 1.000 danskere, som Epinion har foretaget for Sampension-fællesskabet.
17. november 2023
Vi oplever i øjeblikket de højeste prisstigninger i 40 år herhjemme. Men selvom den tårnhøje inflation generelt udgør en betydelig privatøkonomisk udfordring, så har mange danskere planer om at indbetale ekstra til pensionen i den kommende tid. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension-fællesskabet blandt ca. 1.000 danskere.
Her svarer 11 pct. – svarende til hver 9. – at de planlægger at sætte ekstra penge ind på pensionsopsparingen inden nytår udover deres normale månedlige indbetalinger. 83 pct. har ikke planer om at indbetale ekstra inden årsskiftet, hvoraf 6 pct. imidlertid angiver, at de tidligere i år har lavet ekstra indbetalinger til pensionen. Resten svarer ”ved ikke”.
”De skyhøje prisstigninger er hård kost for mange i denne tid, og derfor er ekstra indbetalinger til pension naturligvis ikke det, som generelt står øverst på danskernes liste over privatøkonomiske prioriteringer i øjeblikket. Og det skal det heller ikke, hvis man oplever en presset økonomi. For her er det først og fremmest vigtigt, at man kan betale regningerne og generelt få husholdningen til at løbe rundt, og samtidig er det særligt i disse tider også en god idé at have penge stående i banken som buffer til uforudsete udgifter,” siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension-fællesskabet, og fortsætter:
”Når det er sagt, så er der ifølge undersøgelsen en relativ stor andel af danskerne, som planlægger at sætte ekstra ind på pensionsopsparingen inden nytår, hvilket er bemærkelsesværdigt i lyset af den aktuelle økonomiske situation. Men er der luft i økonomien, kan det give mening at overveje at indbetale ekstra på pensionen. For selv mindre beløb, der indbetales nu, kan på sigt gøre en mærkbar forskel på pensionsopsparingen, da pengene over årene vil blive forrentet med afkast og dermed vokse,” siger Anne-Louise Lindkvist.
Nye beregninger fra Sampension-fællesskabet viser således, at hvis man som 35-årig indsætter 3.000 kr. på pensionen inden nytår, vil dette ekstra indskud betyde, at opsparingen er vokset med ca. 16.900 ved pensionstidspunktet. Indsætter den 35-årige 5.000 kr. eller 10.000 kr. nu, bliver opsparingen hhv. ca. 28.200 kr. og ca. 56.400 kr. større på pensionstidspunktet end ellers. Hvis en 45-årig indbetaler de samme beløb inden årsskiftet, vil opsparingen være steget med hhv. ca. 10.000 kr., ca. 16.700 kr. og ca. 33.400 kr. ved pensionstidspunktet, mens gevinsten for en 55-årig er på hhv. ca. 5.900 kr., ca. 9.900 kr. og ca. 19.800 kr.
”Ekstra indbetalinger på pensionen styrker opsparingen på sigt og kan dermed bidrage til, at man har bedre muligheder for at få den pensionstilværelse eller det pensioneringstidspunkt, som man ønsker. Samtidig får man fradrag for indbetalingerne, og her kan det være en god idé at benytte mulighederne inden nytår - særligt hvis man betaler topskat i dag, men ikke skal betale topskat ved udbetalingen,” siger Anne-Louise Lindkvist.